Fortalt af Congo-Kris 1991. Bragt i Lokalavisen september 1991.

Det kan lyde utroligt, at tyskerne allerede i 1941 vovede at sende utrænede soldater til Østfrontens forreste linjer. Men da 19-årige Werner Matthiesen i november 1941 pludselig befandt sig i skyttegravene i Leningrads udkant, hvor han og den deling han tilhørte skulle afløse en SS-division, der for størstedelens vedkommende bestod af frivillige danskere og nordmænd og forskellige andre nationaliteter, oplevede han for første gang den barske virkelighed uden nogensinde at have løst et eneste skud med et gevær. Heller ikke eksercits eller bevægelser i terræn havde han lært.
Hans familie tilhørte det dansksindede mindretal i Flensborg, men medens hans seks søskende havde gået i dansk skole, var han blevet henvist til den tyske. Han husker ikke længere sammenhængen bag denne beslutning.
Werner Matthiesen havde i to år haft arbejde på Flensborg Skibsværft. En dag i juli måned var han så uheldig at falde ned fra en kran. Han landede i bunden af det skib, han arbejdede på og læderede sit ene ben ret slemt.
Han var nu sygemeldt i et par måneder og var stadig i nogen grad handicappet, da værnemagten i september sendte ham indkaldelsesordren.

Jeg var en af Hitlers dårlige soldater
En handicappet soldat er bedre end slet ingen, var devisen. Men for dog at give Werner Matthiesen en chance for at genvinde sin førlighed blot nogenlunde, inden han skulle i rollen som kanonføde, lod man ham dog sende til det besatte Danmark, hvor han i et par uger var stationeret i udkanten af Roskilde.
Her skulle det vise sig, at Werner Matthiesen havde nogle fjerne slægtninge på sin fars side. Han fandt de pågældende og kunne samtidigt overrække et brev fra sine forældre. Samme familie havde en søn, som på det tidspunkt var dansk soldat og garnisoneret lige i nærheden.
Werner Matthiesen opsøgte ham, og de blev gode venner.
Allerede på det tidspunkt var tobaksvarer en mangelvare i Danmark. Men Werner Matthiesen havde adgang til næsten ubegrænsede mængder af tobak og cigaretter i sin afdelings marketenderi, og derfra bragte han fyldige forsyninger til vennerne i den danske lejr.
Tobakstrafikken blev imidlertid afsløret, og der lød alt andet end søde ord til den forsmædelige, der kort efter blev forflyttet til en anden afdeling, denne gang i Høvelte nord for København.
»- De herværende tropper havde netop overstået deres rekrut­tid, og efter 14 dage blev jeg nu, sammen med dem, sendt til en opsamlingslejr i Fallingsbostel ved Paderborn. I sidste halvdel af november 1941 blev infanteridivision 220 sendt til Leningrad, og jeg var en af de mange, der blev levnet den tvivlsomme fornøjelse at være med”, fortæller Werner Matthiesen.
Belejringen af Leningrad indledtes den 8. september af både finske og tyske troppeenheder, og nu her i november var man i gang med 2. fase af angrebet på selve Moskva.
Det var i begyndelsen af december. Temperaturerne nåede sine steder ned på minus 40 til 50 grader. Soldaternes udrustning og påklædning harmonerede ikke med dette hårde og ubarmhjertige klima. Kanonerne kunne ikke skyde ved så lave temperaturer. Soldaterne fik forfrysninger. Fingrene på især den ene af Werner Matthiesens hænder bærer den dag i dag synlige tegn på forfrysningerne for 50 år siden.
Deformiteten i fingrene skyldes, at han desperat bankede løs på dem, så de blev helt flade. Kun pegefingeren på den højre hånd er helt intakt. Men den skulle han jo også bruge til aftrækkeren på geværet.

Når de for eksempel skulle tisse, ventede de altid til allersidste øjeblik med at aftræde. Så lod de hele skyllen af det varme urin fosse ud over fingrene. Bagefter tog de lidt sne eller is til at gøre dem nødtørftigt rene med og så stak de dem ellers ind i munden. Blodomløbet skulle jo holdes i gang.
»- Da vi nåede frem til udkanten af Leningrad og skulle afløse, lød der kontinuerlige brag og eksplosioner, og kuglerne peb om ørerne på os. Vi var hunderædde og krøb langs bunden af de dybe løbegrave. Jeg kan endnu huske, at de soldater, som vi afløste, roligt kom gående i enkeltkolonne langs kanten af løbegra­ven. De grinede og råbte ned til os: Hvad laver I dernede? – Vi har tabt noget! svarede vi, lidt flove over vores angst.
Herregud, vi var jo ikke andet end store drenge. Løbegravene var dimensioneret sådan, at man med specielle vogne kunne transportere de sårede tilbage bag linjerne.
Efter en god uges tid, begyndte vi så småt at vænne os til forholdene. I perioder mærkede vi, for så vidt, ikke meget til selve krigen. Vi var der bare og ind i mellem var der da også mere eller mindre heftige skuddueller.
Der skete ikke rigtig noget, og tiden kunne være nederdrægtig lang. Selve krigen som sådan, var såmænd ikke så slem. Langt værre var det med forsyningerne og de sanitære forhold.
Ofte kunne forsyningerne være meget forsinkede på grund af partisanangreb bag fronten.
Werner Matthiesen blev såret tre gange. Ikke alvorligt, men slemt nok.
»- Det var sådan, at for hver gang man blev såret under kampe i Rusland, blev man tildelt et bånd i sort, hvidt og rødt. Men det var forresten også de eneste hæderstegn, jeg nåede at få, for jeg var, hvad man vil kalde en rigtig dårlig soldat”.

Straffebataljonen og de russiske miner
»- På et tidspunkt i 1942 fik vi ingen forplejning i to dage, og russerne havde haft held til at skyde vores køkkenvogn i smadder. I vores fortvivlelse forkyndte vi, at hvis der ikke kom mad den tredie dag, så nægtede vi at gå i vagt. Der kom ingen mad, og hele vores gruppe blev nu trukket tilbage. Samtidig kom maden.
Vi var seks mand i den pågældende gruppe, og vi blev nu idømt et helt års såkaldt straffe bataljon. Efter syv måneder blev vi dog benådet.
Vores straf bestod i hovedsagen blandt andet i, at vi skulle gå foran de fremrykkende enheder og fjerne de russiske landminer.
Disse mindede i form og størrelse om cigarkasser. De var fyldt med skarpe jernstumper og blev bragt til sprængning, hvis man trådte på dem.
Vi blev ret dygtige til at finde dem, hvorefter vi vippede dem op med vores bajonetter og pillede detonatorerne af. Men det skete, at nogen var uheldige og mistede deres ben eller mere.
Det var i øvrigt således i værnemagten, at forplejningsforhol­dene behørigt var gradueret.
Personalet i Luftwaffe var placeret som nummer 1 på skalaen. Nummer 2 var officerskorpset, nummer 3 infanteri og artilleri, og nummer 4 var enheder, som blandt andet straffebataljonen.
Når vi seks straffeekvilibrister fik vores brødration, stod alle som een og holdt strengt øje med, at ingen fik mere end andre. En gang stod der pludselig en person midt iblandt os, som vi ikke havde set før.
»Germanski, jeg er russer og er også sulten«, lød det fra ham. Det var en desertør som simpelthen var stukket af, bare for at få noget at spise.
Krigen i Rusland mærkede vi i det hele taget mest ved, at vi frøs og sultede og var fyldte med lus.
Ja, vi var bogstaveligt talt så lusede, at vi når vi skiftede tøj, næsten måtte sætte os på tøjet, for at det ikke skulle blive væk«.
Werner Matthiesen blev såret flere gange under kampene i Rusland. Han fik en gang et projektil gennem den ene arm og har den dag i dag store synlige ar i benene fra stumper af eksplode­rede landminer.

Ved Stalingrad oplevede Werner Matthiesen i en nærkampsituation, at en russer strakte ham til jorden med sin geværkolbe, som han slyngede ind i hovedet på ham. Det var i 1942.
Werner Matthiesen blev i bevidstløs tilstand indlagt på et lazaret i Stalingrad, men senere blev han fløjet til at hospital i Wien.
Minderne fra vinterkrigen i Rusland udgør et dystert kapitel.
»- På grund af sulten og de horrible sanitære tilstande blev vi i bund og grund sløsede med vort udseende. Vi blev jo ikke ordentligt vasket eller fik rent tøj i månedsvis«.

Tømte lommerne på de døde russere
»- Min søsters mand var næstkommanderende ved et forplej­ningskompagni i et naboafsnit, ikke langt fra den enhed som jeg tilhørte. Jeg vidste, at han på et tidspunkt netop havde været en tur hjemme på orlov. Reglen sagde, at man måtte medbringe en to-kilos pakke, når man skulle tilbage til fronten.
Desværre kunne der gå lang tid mellem hver orlov. Der var jo ikke en mand i overskud ved frontlinierne. Jeg skrev nu et brev til Gustav og bad ham sende en humbling rugbrød eller bare et eller andet spiseligt, for, som jeg også tillod mig at udtrykke det, vi var så forhungrede, at vi tømte lommerne på de døde russere, i øvrigt uden nogensinde at finde det vi søgte, nemlig noget spiseligt.
Jeg fik brevet skrevet, men netop som det skulle sendes afsted, blev der slået alarm.
Russerne var gået til angreb, og i forvirringen blev brevet væk. Vi slog russerne tilbage og kort efter blev jeg anmodet om at stille hos bataljonskommandanten.
Jeg vidste, at jeg var indstillet til jernkorset for min indsats. Da alt mit tøj var pjaltet og fyldt med lus, lånte jeg en jakke af en korporal, og jeg drog nu afsted de to kilometer fra frontlinien til kommandantens hovedkvarter.
Men i stedet for jernkorset fik jeg en dom på tre dage i spjældet. Det viste sig, at man havde fundet brevet, som var tiltænkt min svoger Gustav. Og hvad værre var, man havde oven i købet tilladt sig at åbne det og læse det. Jeg havde fornærmet værnemagten ved at skrive, at vi sultede«.
Eksemplet på at straf kan tilkendes den, som siger sandheden.

Det russiske kapitel overstået
Werner Matthiesen indrømmer blankt, at han ikke led af nogen form for skamfølelse ved, i givne situationer, at snyde for felttjeneste ved fronten.
Det kunne være svært, også risikabelt, men absolut ikke umuligt.
Blandt andet var der den mulighed, at man kunne simulere sig mere medtaget, end tilfældet var. Eller man kunne blive væk, være faret vild fra sin enhed.
Da Werner Matthiesen blev udskrevet fra lazarettet efter det hårde slag med geværkolben, blev han overført til en afdeling i Wuppertal. Herfra blev han sendt videre til Belgien og Lille i Nordfrankrig.
Senere kom han til Italien, hvorfra det var meningen, at hans afdeling skulle have været med troppetransportskib til Nordafrika.
»- Men det gik jo tilbage for os på alle fronter, så i stedet blev vi sendt til Jugoslavien. Her blev jeg såret – dog ikke særlig slemt. Et projektil var gået ind i min støvle. Det lod jeg sidde og simulerede, at det var ret alvorligt.
Så kom jeg atter på lazarettet. Det var i sensommeren 1944.
Fra lazarettet i Hameln blev jeg sendt til et nyt kompagni i Wuppertal. Undervejs hertil blev toget udsat for heftige luftangreb.
Jeg husker endog meget tydeligt, at en ung kvinde netop havde taget afsked med sin ven på perronen, en soldat der nu skulle til Østfronten. Hun satte sig ved siden af mig i kupeen, og overfor os sad en ældre herre.
Kuglerne fra de allierede fly sprøjtede omkring ørerne på os, og da den ældre herre ville rejse sig op, blev han ramt i panden, så det halve hoved forsvandt i en kæmpekaskade af blod og kødstumper.
Den unge dame og jeg flygtede væk fra toget, som nu var standset. Hvad der blev af hende, ved jeg ikke, men da jeg langt om længe ankom til Wuppertal, fik jeg at vide, at jeg nu i stedet skulle til Düsseldorf. Da jeg nåede hertil, fik jeg besked på at tage med et tog til Polen.
Undervejs var der nogle timers ophold i Berlin. Det var om aftenen, og jeg benyttede ventetiden til en biograftur. Medens jeg sad i biografen, blev der luftalarm, og øjeblikke efter var alt kaos og virvar. Det viste sig at være et såkaldt fosforangreb, som kan være ret uhyggeligt«.

Farligt forehavende
»- En soldat, som jeg havde siddet sammen med i biografen, sagde til mig: ”Skal vi ikke tage og stikke af, for nu tror jeg fan’me, krigen er forbi”.
Vi blev enige om at gøre et forsøg. Han valgte at forsøge at nå til Hannover, og jeg bestemte mig for Flensborg. Vi var nu i november 1944, men det var et uhyre farligt forehavende, vi her havde besluttet os for.
Det var lykkedes mig at komme til Hamburg, hvor jeg ved hjælp af en smule snilde, fik mig bemægtiget en såkaldt rejseseddel. På seddelen stod der imidlertid, at den var gyldig til Düsseldorf, men takket være den totale forvirring, lykkedes det mig at komme i et tog, der skulle til Flensborg.
Desværre nåede det ikke længere end til Neumünster. Jeg stod ud af toget og sneg mig over i en kolonihave, hvor jeg efterlod mit tornyster. Mit bælte og pistolen tog jeg dog med mig.
På banegården lykkedes det mig at få en tallerken suppe og en skorpe brød. Det var jo altid gratis for soldater. Så satte jeg mig på en bænk og faldt i søvn.
Da jeg vågnede op og gik over i kolonihaven for at finde mit tornyster, skulle det vise sig at være forsvundet. Heldigvis var der ingen papirer i det, som kunne afsløre min identitet.
Langt om længe lykkedes det mig at lokalisere et tog, der skulle nordpå. Jeg luskede mig ombord, og efter et par timer var jeg omsider i Flensborg, hvor jeg opsøgte min familie.
Da min mor blev klar over, at jeg var deserteret, blev hun frygtelig bange. Hun vidste jo godt, hvor galt det ville gå, hvis jeg blev taget. Taksten for desertering var kort og godt skydning. Enhver officer havde ikke alene ret, men også pligt til på stedet at skyde en desertør«.

Vær venlig at følge med!
Da Werner Matthiesen nu en tid havde nydt samværet med familien, så meget det nu lod sig gøre under de eksisterende omstændigheder, besluttede han sig for alligevel at tage kontakt med sit kompagni, hvis sørgelige tilbageværende rester stadig befandt sig i Düsseldorf.
Hans far fulgte med ham til banegården i Flensborg. Her traf de en flyversoldat, som fortalte at han det sidste halve års tid ikke havde bestilt andet end at rejse med tog fra det ene sted til det andet, alt til ingen verdens nytte.
Så stor var forvirringen. Der var ikke længere styr på nogen ting.
»- Medens vi befandt os på banegården, mærkede jeg pludselig en hånd på min skulder.
”Vær venlig at følge med”, lød det. En militærpolitimand havde lugtet »lunten« og følte sig sikker på, at jeg måtte være desertør.
Ved en pludselig indskydelse trak jeg hurtigt min pistol og stak den ind i siden på ham og sagde: »Hvis du insisterer på at fuldføre dit forehavende, skyder jeg dig ned, for det bliver jeg nemlig, og derfor er jeg ligeglad«.
Så lod han mig gå.
Werner Matthiesen blev mødt med megen forbavselse hos kompagnichefen i Düsseldorf. Man troede ham død, omkommet under de voldsomme bombeangreb på Berlin.
»- Jeg fortalte en rørende historie om, hvordan jeg blev nødt til at flygte med tog under vedvarende bombardementer og gang på gang var blevet henvist til det forkerte tog. Det havde været en stor forvirring.
Beretningen blev godkendt.
Turen gik nu til Hannover og videre til Hamburg, hvor vi blev forsynet med et transportnummer, som gav adgang til at fortsætte med hvilke som helst andre tog, hvis det blev nødvendigt.

Samarbejde med modstandsbevægelsen
Det lykkedes for Werner Matthiesen at lave endnu flere forsvindingsnumre. Efter nogen tids flakken omkring på må og få, fandt han ud af, at hans afdeling var kommet til Århus. Han besluttede sig atter for at opsøge sit kompagni, og ved passagen af den dansktyskegrænse kom han i forbindelse med sin bror, Johannes, der et års tid forinden, havde fået sit ene ben skudt af. Han var blevet ramt af en tysk granat ved Østfronten.
Værnemagten havde forsynet ham med et kunstigt ben af træ. Det duede bare ikke og i stedet havde han nu, gennem Sct. Georgsgildet i Danmark, fået et langt bedre eksemplar, som var hult og meget lettere.
»- Johannes, eller »Hanni«, som vi altid kaldte ham, var blevet aktiv i modstandsbevægelsen og ved hjælp af sit »hule« ben, var han i stand til at befordre sprængstof, små håndvåben og illegale blade med mere til modstandsenheder i Flensborg, uden at nogen opdagede det.
Af ham fik jeg nu udleveret nogle rationeringsmærker, og samtidig fik jeg et bundt flyveblade med, som jeg skulle smide ud af toget ved Rødekro eller ved Vojens. Jeg blev således nu, for en stund, engageret i modstandsbevægelsen, hvilket ikke generede mig det ringeste«.

Tre uger på Hornslet skole
Vel ankommet Århus H, satte Werner Matthiesen omgående kurs mod den nærmeste bagerforretning. Her forsynede han sig med ti rundstykker, som han fortærede i løbet af nul komma fem.
En halv time senere købte han en lagkage i en anden bagerforretning. Den gik samme vej – på rekordtid.
Werner Matthiesen blev nu beordret til Pindstrup, hvor han skulle hente et hold infanterirekrutter. Det blev til et fire-fem dages ophold på Pindstrup Skole, inden Werner Matthiesen med sine unge rekrutter marcherede til Hornslet.
Her opholdt de sig i cirka tre uger på den lokale skole.
Krigen nærmede sig sin afslutning. Alligevel kom der en dag besked om, at nu kunne han og en håndfuld rekrutter påregne at blive sendt til det, der var tilbage af Østfronten.
Det var imidlertid lykkedes for Werner Matthiesen at komme i kontakt med tre friske drenge i godt og vel konfirmationsalderen. De tre, Per Engholm, Verner Højsgaard og Erik Rasmussen havde lovet, at hvis der kom ordre om, at han igen skulle sendes til Østfronten, så ville de hjælpe ham til flugt og skjule ham til krigen var forbi.

 – Jo hulen i Skrald Skov eksisterer skam endnu (1991), omend ikke særlig velbevaret. Aksel Hjort, stående til venstre, har sit landbrug i nærheden af skoven og har hele tiden kendt til hulens placering. Han og Verner Matthiesen mødte hinanden første gang under et fælles hospitalsophold i Århus i 1948. De lå på samme stue, og i begges tilfælde drejede det om operative indgreb i deres respektive næser. I Werner Matthiesens tilfælde havde indlæggelsen årsag i hans boksning. De havde ikke set hinanden før mødet på hospitalet, men blev vældig gode venner, da det jo viste sig, at de havde en masse at snakke om. Aksel Hjort havde få dage forinden netop gået og gravet graner i området omkring hulen, hvor de nu atter mødes efter 43 år. I midten ses Verner Højsgaard til højre Per Engholm og i jordhulen Werner Matthiesen.Verner Højsgaard havde heller ikke set Werner Matthiesen siden 1945.

En dag i marts 1945, kom marchordren, pludseligt og ubønhørligt.
»- I samlet kolonne marcherede vi til Århus. Her blev vi impliceret i en aflusningsceremoni, fordi en tysk soldat netop var ankommet hertil fra Finland. Den pågældende var i uhyggelig grad fyldt med lus. Jeg undgik at komme med i aflusningen og gik udenfor og ventede på, de andre skulle blive færdige.
Pludselig fik jeg øje på en dejlig fjordhest, som stod bundet til en pæl. En soldat gik og skulle forestille at holde vagt ved den.
Jeg gik hen og tog hesten, trak den med mig ud til Stadion Alle. Her kom jeg i snak med en ældre herre. »Vil du købe en hest?«, spurgte jeg.
Det ville han gerne, og så fik han den for fire smørmærker«.

Flugten
Med smørmærkerne i lommen forsvandt Werner Matthiesen ind i et maskinværksted ved godsbanegården. Herfra løb han over i et mejeriudsalg, hvorfra han måtte flygte ud gennem en bagdør.
Nerverne var på højkant. På Store Torv overværede Werner Matthiesen en stikker blive likvideret, og der var en sammenstimlen af værnemagtsoldater, som iagttog sceneriet.
Werner Matthiesen ville nu fortsætte til Risskov for herfra at bevæge sig østpå langs kysten. Men her viste det sig, at tyske marinere gik vagt.
Det gik altså heller ikke.
Tilbage til Grenåvej, hvor han prajede en mand, der med sin hestevogn og en gris på ladet, var på vej i retning af Grenå.
»- Kusken var ikke særlig samarbejdsvillig, men da jeg fortalte, at jeg var desertør, mildnedes stemningen imellem os. I Skæring hoppede jeg af og opsøgte den lokale skolelærer, som jeg en gang, kort forinden havde snakket med. Jeg vidste, at han var et rart menneske, som jeg kunne stole på, og som ville hjælpe, hvis han kunne.
Skolelæreren var imidlertid meget nervøs på grund af gestapofolkene som jo var stationeret på Vosnæsgård. Han rådede mig til at opsøge en bonde ved navn Victor Bomholt, som boede i nærheden.
Pågældende var iøvrigt bror til den senere undervisningsminister Julius Bomholt. Jeg fandt gården og gik over i stalden, hvor en karl dukkede op og spurgte mig, hvad jeg ville.
»Købe æg«, sagde jeg.
»Vi sælger ikke æg til tyskere«, sagde han.
»Jamen, hvad så til en desertør?«.
Han kiggede lidt på mig, så gik han, og i det samme dukkede selve Bomholt frem. Han kiggede lidt på mig, så gik han også. Lidt efter kom han tilbage med noget civilt tøj. Uniformen blev brændt, men pistolen beholdt jeg.
I cirka en uge holdt jeg mig gemt i staldbygningen. Børnene måtte jo ikke se mig. De kunne jo fortælle om det på skolen, og det kunne blive yderst farligt.
Fra Bomholts gård tog jeg til Hjortshøj, hvor jeg gik ind til en frisør. Han kiggede på mig og spurgte, hvad jeg skulle. Derefter gik han ind til telefonen, og så stak jeg af i en fart.
I Hornslet traf jeg Erik Rasmussen, som var malersvend. Han tog mig med hjem, hvor jeg blev trakteret med en kæmpebøf. Herfra blev jeg nu fulgt ud til en modstandsmand, der hed Hansen, og som var snedker på en møbelfabrik.
Efter en overnatning her, blev jeg ledsaget til smedemesteren i Karlby, som imidlertid ikke var hjemme. Han dukkede først op et par dage senere, og det viste sig, at også han var med i modstandsbevægelsen. 

Ulyst til krig
Med sit friske og altid humørfyldte væsen har det aldrig været svært for Werner Matthiesen at begå sig i det danske.
På sine arbejdspladser blev han af kammeraterne spøgefuldt kaldt »Den Werner« eller »Tyske-Werner«, og det var der ikke nogen ond mening bag. Men han har aldrig glemt de rare mennesker, som hjalp ham, da han flygtede fra nazi-hæren i ulyst til at være med til at gøre den krig blot et sekund længere, som aldrig havde været hans krig.
Werner Matthiesen er ud af en søskendeflok på syv. Begge hans brødre er døde.
Günther Sönningsen, der var den yngste, faldt på Østfronten i 1943. Han blev skudt af partisaner i et baghold.
Johannes, der var den ældste af de tre, døde for tre år siden.
De fire søstre bor i henholdsvis Norge, Sverige og Flensborg.
Men Werner Matthiesen og Betty boede i Saralystparken i Højbjerg, da artiklen blev skrevet i 1991. Han er dansk folkepensionist og er glad for, at der er yderst ringe udsigt til gentagelse af østfrontmenagerier – og den slags.