Rosenholm Egnsarkiv er indrettet i det tidligere Ting- & Arresthus midt i Hornslet sammen med Syddjurs Bibliotek.
Arkivet råder over de tidligere fængselsceller og betjentstuen, hvilket giver et spændende miljø til ophængning af billedmateriale og opbevaring af arkivalier. Arkivet rummer indsamlet materiale der dokumenterer Hornslet by og omegn gennem tiderne.
Det oprindelige arkiv havde sin spæde start på Hornslet Skole, hvor Søren Sloth Carlsen, ved siden af at styre folkebiblioteket, også havde stor interesse for lokalhistorie.
I 1988 flyttede arkivet fra førstesalen i den tidligere dommerbolig til Ting- & Arresthuset, og senest i forbindelse med udvidelse og ombygning og husets 100 års jubilæum i 2010, fik arkivet fælles indgang med biblioteket.
Rosenholm Egnsarkiv er et moderne arkiv. Der er ud over de historiske arkivalier,
billedarkiv m.v. også slægtsforskning med mere end 100.000 navne samt et stort elektronisk arkiv med billeder og andre arkivalier under opbygning.
På Rosenholm Egnsarkiv kan du finde mange spændende historier. Vi har en omfattende samling af original-arkivalier, fotografier, film, kort, kirkebøger mm., som belyser egnens historie og udvikling. Her kan man bl.a. finde informationer om områdets huse, gårde og slægter, egnens erhvervsliv og meget mere.
Interesserer du dig for slægtsforskning, lokalhistorie, erhvervshistorie eller en helt fjerde ting, så besøg arkivet. Vi hjælper dig med at finde de informationer, du søger.
Du kan også søge i alle billeder og registeringer, som vi har fået digitaliseret, ved at vælge menupunktet Arkivsøgning.